Lær mere om Brunello druen

Post date:

Author:

Category:

Brunello betyder “den lille mørke” og er sammen med Amarone og Barolo Italiens 3 mest berømte vine. Af de 3 vine er det Brunello, der holder den højeste gennemsnitspris.
I 1800-tallet fik omverden øjnene op for den første Brunello vin, som skilte sig noget ud fra de andre vine, der blev produceret i samme område, da der både var tale om en helt anden druesammensætning og lagringsproces.

Område
Brunello di Montalcino dyrkes som navnet så fint indikerer i Montalcino, som er en lille by ca. 120 km syd for Firenze i den berømte region, Toscana. Montalcino ligger ud mod Middelhavet og har et varmere klima end i resten af Toscana. Det varme, kystnære klima samt vinmarker med et mere stenet og mindre frugtbart miljø kombineret med den 4 år lange lagring sikrer en værdifuld vin med enestående egenskaber.

Drue
Brunello vin fremstilles kun på Sangiovese druer. Dette er dog usædvanligt for Toscana, da man her har for vane, at fremstille vinene på en blanding af Sangiovese og andre druer. Lokalt omtales Sangiovese druen bare som Brunello.

Smag
Brunello er en meget tør vin med et højt indhold af både syre og tannin, også kendt som garvesyre. Brunello vin har smagsnoter af bær, oregano, balsamico, figen, sød tobak, espresso og læder, men også ristede elementer fra fadlagringen. Duften karakteriseres af bær som kirsebær, jordbær, hindbær kombineret med vanilje fra fadlagringen.
Der er tale om en rigtig god madvin, der fortjener at blive serveret til gode og kraftige kødretter.

Fremstilling
Brunello di Montalcino har fået tildelt DOCG prædikatet, som står for Denominazione di Origine Controllata e Garantita og er et af Italiens mest prestigefyldte prædikater. De kontrollerer produktionen, ægtheden samt kvaliteten af Brunello vinen inden den frigives til salg.
Vinen skal produceres af 100% Sangiovese druer, og reglerne for lagringen af en Brunello vin lyder på minimum 2 års fadlagring efterfulgt af 4 måneder på flaske. Samlet set skal vinen lagres i 4 år, før den må frigives til salg.
For at opretholde Brunellos gode ry og høje kvalitet, findes der en lillebror, hvor kravene til vinen ikke er nær så høje. Her har producenten mulighed for at bruge høsten fra de år, hvor de ikke synes kvaliteten er en Brunello værdig. Derudover behøver Rosso di Montalcino heller ikke lige så lang lagringstid som Brunello.
Ligeledes findes der en storebror til Brunello, som går under navnet Riserva, hvor producenten gemmer en del af høsten, fra de år hvor høsten virkelig har været god. Her er kravene til lagring lidt længere end ved Brunello.